Klubben er stiftet i 12. december 1973


F maskinen fra Hobby Trade er lige på trapperne.


Danske Fragtmænd i Taulov.


Hal 1 set fra indgangen.


Der var flere amerikanske anlæg på messen.


Det ene anlæg var med grønt landskab...


.. og det andet var mere prærie.


Der var mange og lange træk på banen.


MX 132 kørte hos REAL Modell.



DMJU messe i Brandrupdam 2012.
Vi var et par stykker, der var blevet enige om, at tage en tur til Brandrupdam til messen. Vi havde selvfølgelig talt lidt om hvad der var at se. For en var det første gang, og en anden havde været til disse messer siden ruder konge var knægt, så vi var et hyggeligt lille selskab der begav os afsted.
Vi havde valgt lørdagen til besøget, selv om det betød at jeg måtte lukke min forretning den dag, men hvad gør man ikke, når det gælder en dag med modeltog. Når der så oven i købet blev annonceret med rundstykker hos Ade Shop i Fredericia mellem klokken otte og ti, så måtte vi da lige ud og se hvilke tilbud de havde disket op med.
Ved ankomsten til Ade Shop orienterede vi os lige, og smuttede ind i forretningen. Der købte jeg blandt andet nogle af Hobby Trade's hollandske godsvogne. Og så måtte jeg da lige have kameraet frem for at fotograferer den F maskine, som meget snart kommer i forretningerne. Det er altså et flot stykke arbejde. I samme glasskab stod et andet damplokomotiv også på drejefod. Den så næsten ud som den velkørende D maskine jeg allerede har, men da den lige drejede rundt, så den var med fronten til, så jeg to store lygter, og tænkte at det måtte være en af de tidligere udgaver af D maskinen. Ganske rigtig, det er en D II, som forventes at komme i forretningerne til efteråret. Det kom da som en overraskelse for mig, men nej hvor var den flot. Jeg forsøgte mig også med et billede af den, men da den stod i et glasskab, så brugte jeg ikke blitz, og fik kun et dårligt billede af den.
Da jeg var færdig med at se og købe tog, samt tale med Flemming (Hobby Trade) om en reservedel jeg skulle bruge. Så smuttede jeg over for at se hvor langt de andre var kommet. De havde fået sig et rundstykke, og var klar til at køre videre, så turen gik ind mod Brandrupdam. Godt jeg havde spist morgenmad hjemmefra.
Jeg ved ikke om det bare er mig, men når dagen handler om tog, og man kører lige forbi Taulov, så bliver man vel lige nød til at svinge ind omkring fragtområdet i Taulov, og se hvad der står der.
Der var ingen aktivitet, for det var jo lørdag morgen, og der var ikke noget særligt på pladsen. Det skulle da lige være et par vogne med trailer fra Danske Fragtmænd. Så jeg snuppede et billede. Det må da lige være noget for en kommende udgivelse fra Roco. Det er da sjov, at vi som modelfolk taler om Litra U, Litra B osv. men når det kommer til disse vogne med trailer, så taler vi om DHL, DSV osv. Fokus er en smule væk fra vogntypen, og flyttet til traileren. Det er jo også smart for producenten at vi har fokus der, for de vogne der holder med trailerer i Taulov er dobbeltvogne med en fælles boogie på midten, og ikke magen til de enkeltvogne som udsendes nu.
Vi var hurtigt på vej videre ind til Brandrupdam hallen, og vi fandt en parkeringsplads lige ved hallen.
Der var udstilling/messe i to forbundne haller, og vi var hurtigt enige om at gå systematisk rundt i hallen først.
Stemningen kom hurtigt i vejret, for der lå jo Hobby Trades kuglevogne til 100 kr/stk. Jeg havde godt nok dem alle, men jeg har altid drømt om, at lave noget specielt med kuglesukkervognene på min bane. Med en pris på 100 kr, så spurgte jeg, hvor mange han havde, og så købte jeg alle seks sukkervogne.
Personligt havde jeg et par ting jeg gerne ville se og undersøge, men i første omgang så skulle jeg rundt til et par handlende, som jeg havde aftaler med. Jeg købte en del, da der var masser af rigtig gode tilbud. Og så fik jeg hilst på og talt med en del personer som jeg kender.
Blandt modelanlæggene er der nok altid noget man hæfter sig ved, og for mig var det denne gang, at der var flere amerikanske anlæg. Der var da to amerikanske H0 anlæg og et spor N, og der var pæne landskaber på anlæggene, som fik mig til at tænke mig til amerika. Jeg stod derfor et stykke tid ved de to H0 anlæg og så på de mange flotte lokomotiver, som ganske korrekt var sat sammen flere stykker, for at trække de lange træk.

Nå, men på sådan messe bliver man jo også sulten, så det blev tid til lidt hal-mad. En gang pølsemix og en cola, så kan man vel klare sig et stykke tid. Det var i hvert tilfælde en ordentlig portion. Men det var da godt at vi ikke havde ventet til maverne var begyndt at knurre, for det havde nok vækket opsigt, da der var ret lang kø, både for at bestille og for at få udleveret. Jeg brugte ventetiden til, at samle indholdet fra 5 poser til 2. Da maven var fuld, var det tid til at se mere. Jeg havde blandt andet lyst til en rødsort MT med litra nummer 160 fra Hobby Trade. Sådan en havde jeg set til kun 945 kr. Problemet var bare, at nu var den der ikke længere. Men der var nogle 167 i stedet. Så gik jagten på en 160'er, men den var ingen steder at se, og nogle af de handlende som havde haft 167, havde nu heller ikke 167 mere. Selv om jeg havde både spist mig mæt og drukket sodavand, så tror jeg ikke rigtig at jeg kunne tænke klart længere, men midt i panikken fik jeg købt en MT 167, og gik videre til en anden stand, hvor jeg på det nærmeste fik kastet et par godsvogne i nakken. Det kan også være, det var det der gjorde, at jeg gik videre til en anden stand, og bestilte en MT 167, og senere måtte undskylde ulejligheden, da jeg så at jeg allerede havde en MT i en af mine poser.

Et af mine store ønsker er, en dag at køre rundt på min modelbane med en MX 132. Det er efter min mening et af de mest spøjse danske lokomotiver jeg har set. Den findes på Danmarks Jernbanemuseum i Odense, og der har kun eksisteret to af dem MX 131 og 132, som vist primært har kørt i Jylland. Det er et meget kantet lokomotiv, og jeg syntes nærmest at den ligner en blanding af et damplokomotiv og et diselokomotiv. Der er en masse hjul, et par store lygter og en masse tingel-tangel på taget. Den findes også i model, og det er Freja Model der har lavet den som byggesæt. Så hvad var mere naturligt end at få en sludder med dem, på deres stand. Det var spændende at høre, hvad der skulle til, for at bygge en MX, men det er vist en for stor opgave for mig. Man må jo kende sine begrænsninger. MX'en kan også købes som færdigbygget model, men det ville nok koste i nærheden af 16.000, så det må blive ved drømmen en tid endnu. Det er REAL Modell som står for, at samle byggesættet, så man kan få den mulighed. De var også til stede, og jeg fik derfor taget et billede af modellen, som kørte på en oval på deres stand. Så har jeg da et billede at se på, indtil jeg vinder i lotto.

Der var efterhånden gået nogle timer i dejligt selskab, og da jeg havde sagt "Hej, vi ses" for fjerde eller femte gang til en af de handlende, blev vi enige om, at det vist var på tide at køre.
Ade Shop havde lavet det sådan, at man kunne vise billetten fra messen, og få de 80 kroner i rabat hos dem. Og da der ikke var særlig langt fra hallen til dem, så besluttede vi os for, at se om der var noget tilbage hos dem. Det var lige før lukketid, de sidste kunder var ved at smutte, og der var en afslappet stemning. Det havde tilsyneladende også været en dejlig dag for dem. Vi smuttede indenfor, og jeg snuppede et "Klædeskab" og fik et par billetter modregnet. Derpå kom vi i snak med et par af Hobby Trade folkene. Vi fik talt en hel del om dekodere, selvfølgelig fordi der nu er Zimo dekodere lokomotiverne. S maskinen, den nye F maskine og den kommende D maskine fik vi også en snak om, og som hobbymand, kunne jeg da ikke lade være med, at foreslå det gule rangerlokomotiv MK, som en kommende model. Man må vel forsøge at påvirke lidt, når man har muligheden.
Inden vi vendte næsen hjemad, fik jeg lige nogle papirer omkring DWAClub. Det lyder spændende, så hvis du er en af dem, der opfører sig lige så tosset, som du kan læse her, at jeg gør, så skulle du nok søge information om DWAClub.



       Modeljernbaneklubben H0-87, Odense