Klubben er stiftet i 12. december 1973


Heljan i Søndersø.


Heljan's bus kommer i 2014.


Klubben invaderede testbanen.


Eksempler på huse fra Heljan.


Damplokomotiver og MY 1201 & 1202.


Nogle af de mange MX varianter.



Tur til Heljan.
Lørdag den 9. november klokken 9 havde vi aftalt firmabesøg hos Heljan. Vi blev budt velkommen af Kim Nannestad, som havde sørget for morgenbord i mødelokalet. Mens vi fik kaffe og morgenbrød, fortalte Kim om firmaets historie. Heljan er startet i 1957 af Niels Christian Nannestad. Der blev talt om Heljans mange modeller af danske bygninger, som blev til 1960'erne, hvor folks hjem, og dermed pladsen til en modeljernbane ikke var så stor. Modellerne var dengang ikke skalatro, men det har Heljan siden lavet om på, for eksempel med modellen af Holme-Olstrup station. Kim kom også ind på firmaets økonomiske situation. De fleste ved nok, at det på et tidspinkt ikke gik så godt. Der blev lavet masser af modeller men der var røde tal i regnskabet. I dag er der sorte tal, men ikke så mange modeller. Der bliver nok tænkt lidt mere over, om en model kan give overskud, inden den bliver sat i produktion. Det var da den opfattelse vi fik, ved at høre firmaets side af sagen.

Da det kom til nyproduktion, havde vi håbet på at høre om nogle af de projekter som Heljan havde i støbeskeen. Der var dog ikke noget nyt, og på forespørgsel fra os, fik vi at vide, at der for eksempel ikke var planer om Triangel i lokalbanevarianter. Kim kunne også fortælle, at den røde EG udelukkende var fremstillet, fordi der allerede var en aftager til den, den var med andre ord forudbestilt.

Efter denne præsentation af Heljan, gik vi ud på gangen, hvor der hænger flere vitriner med de produkter, som Heljan har lavet gennem tiden. Turen gik videre ind i den gamle produktionshal, her var ikke meget tilbage, man producerer jo i østen i dag. I hallen var der anlagt en bane til fjernstyrede biler, som er et af de produkter der sælges hos RC Kongen på samme adresse. Vores tur endte også i forretningen, hvor vi så os om. For mig selv var det første gang jeg var her, så der gik selvfølgelig lidt ekstra tid for mit vedkommende. Interessen faldt på en kasse med lokomotiver, med forskellig slags defekter. Her fandt jeg mig en Triangel, en Skagenbane MX og en rød EG. Fordi vi var på firmabesøg, fik vi lov til at afprøve lokomotiverne på Heljan's testanlæg. Kim havde dog allerede sagt, at defekterne ikke havde noget med kørsel at gøre. Mine tre lokomotiver kørte da også fint. Defekten på MX var manglende poser med plov, puffer og lignende. Jeg fandt derfor det der manglede i reolen med reservedele. Jeg fandt aldrig ud af hvad der var galt med Trianglen, men EG'eren manglede det meste af litreringen på den ene front. Det var dog ligegyldig for mig, for på siden af den stod der 3111, og på fronten stod der et andet nummer, så min ellers fine røde EG, blev afleveret hos Asmark hvor den får litrering EG 3111 i begge ender, og samtidig bliver ældet. Den indkøbte Triangel blev også afleveret til Asmark, og hedder nu ØSJS M2.

Efter denne hyggelige formiddag hos Heljan, takkede vi Kim for, at han ville tage imod os. Herefter gik vi ud på parkeringspladsen til vores biler, men måtte da lige slå vejen omkring den udendørs bane til fjernstyrede biler.

Det er nu fem måneder siden at vi var på besøg hos Heljan. Der er nok gået så lang tid med at skrive dette, fordi jeg havde håbet på, at kunne skrive om en masse nyheder, som Heljan havde planer om, men der var ikke rigtig noget. For mig, som har samlet mange af Heljan's modelhuse i slutningen af 1960'erne og starten af 1970'erne, var indtrykket derfor lidt blandet. Min glæde er derfor stor nu hvor Heljan har sendt nyhedsbreve ud for 2014, samt om andre produkter, som ligger længere ud i fremtiden. Der kommer både flere personvogne samt Y-tog og MR-tog, og i anledning af MY 1101's 60 års fødselsdag udkommer en vinrød MX og MY samt en rød/sort MX og MY. De to rødsorte er oven i købet for første gang med selvstændige røde baglygter. Jo, Heljan kan stadig her efter 57 år.


Nogle af de mange MY varianter.



      © Modeljernbaneklubben H0-87, Odense